Ny lov om ansættelsesklausuler fra 1. januar 2016

January 07, 2016

Den 1. januar 2016 trådte en ny lov; Lov om Ansættelsesklausuler i kraft. Formålet med loven er at begrænse brugen af ansættelsesklausuler. Ved ansættelsesklausuler forstås jobklausuler, konkurrenceklausuler og kundeklausuler. Loven vil have virkning for alle ansættelseskontrakter, der indgås fra den 1. januar 2016 og frem. Ansættelsesklausuler i allerede indgåede ansættelseskontrakter vil være gyldige frem til den 1. januar 2021.

Med loven vil der være nye betingelser for, hvornår du kan lave en erhvervsbegrænsende ansættelsesklausul.

De generelle krav er:

  • at aftaler om klausuler skal indgås skriftligt,
  • at lønmodtageren har ret til kompensation, og
  • at klausulerne maksimalt kan gælde i 1 år efter fratræden. Hvis det er en kombineret konkurrence- og kundeklausul, kan klausulen maksimalt gælde i 6 måneder.

Der vil desuden blive yderligere konkrete krav til indgåelse af de enkelte typer af ansættelsesklausuler.

F.eks. skal det for konkurrenceklausuler være beskrevet, hvad der gør den ansattes stilling til en særligt betroet stilling, og kundeklausuler må kun angå kunder, som den ansatte har haft forretningsmæssig forbindelse med de seneste 12 måneder. Ved ansættelsens ophør skal der udleveres en specifik liste over hvilke kunder det er.

Samtidig med de nye regler kommer der også nye regler for beregning af kompensation alt efter typen, længden af binding m.v.

Med den nye lov vil det ikke længere være tilladt at indgå jobklausuler. En jobklausul er en aftale, som en arbejdsgiver indgår med andre virksomheder med henblik på at hindre eller begrænse en lønmodtagers muligheder for at opnå ansættelse hos den/de andre virksomheder.

Det vil dog stadig være tilladt for vikarbureauer at have klausuler, hvorefter en vikar ikke må ansættes ved en virksomhed, der har lejet vikaren, før vikaren har arbejdet for virksomheden i et antal uger medmindre virksomheden betaler kompensation.

Derudover indeholder loven bestemmelser om opsigelse af aftaler om ansættelsesklausuler, samt bestemmelser om konsekvenserne af misligholdelse af en aftale om en ansættelsesklausul. Loven kan fraviges ved kollektiv overenskomst mellem de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter og det både til lønmodtageres fordel og ulempe.

Som arbejdsgiver, der ønsker at anvende en ansættelsesklausul, bør du være ekstra opmærksom, når du her efter den 1. januar 2016 skal indgå ansættelseskontrakter. Konsekvensen af en forkert formuleret ansættelsesklausul er, at den vil blive anset for ugyldig. Du er velkommen til at tage kontakt til Lexsos Advokater, som kan rådgive dig om, hvordan du skal forholde dig til de nye regler, og hjælpe dig med formuleringen af ansættelsesklausuler og -kontrakter i almindelighed.